Bruger: Ikke logget ind - Login
John Brinckman S/S
Printer venlig udgave
 
 
 
Se vrag i nærheden
Beskrivelse
 
Kilde:$.Allan Jensen
Ovenstående GPS position er sikker, men DykInfo redaktionen ved ikke om
positionen er med Datum ED 50 eller WGS 84.
Tysk dampskib på 186 brt 34,72m x 6,83 m bygget 1899 hos Stlcken Sohn under
navnet Gertrud.
Sank natten mellem 14 og 15.10.1926 under storm på rejse fra Rostock til
Libau.

JOHN BRINCKMAN er et mindre fragtskib på 186 BRT.
I vragets agterende er alt et virvar af stålplader, bjælker og løse vragdele.
Hele agtervraget er fuldstændigt ødelagt og sammensunket. Vragets midt- og
forskib er nogenlunde intakt.
Vraget ligger ret på kølen med nogen hældning til bagbord og mod agter. Fint
vrag, men ligger ret dybt for almindelig dykning med luft. Absolut ikke et
vrag for begyndere!
Kilde:$.Artikel af Flemming Stidsen i Dyk nr 3-99
I starten af august 98 var vi atter taget af sted på vragtur med dykkerskibet
Bontia. Vejret var nu bedre end sidst og vi var efterhånden i god dykkermæssig
kondition. Efter vores vellykkede delfindyk på vraget af ARES (se DYK nr.
1/97) var forventningerne til turen naturligvis også højnet og da vi næppe
kunne regne med igen at møde delfinen, var der kun en ting, som kunne måle sig
med denne uforglemmelige oplevelse: Vi måtte ned og udforske et jomfruvrag.

Jomfruvrag
Et jomfruvrag er et skibsvrag, der aldrig har været dykket på eller bjærget
fra - et vrag, som har ligget uberørt på havbunden siden det gik ned, oftest
under dramatiske omstændigheder. Et sted, hvor tiden siden da har stået stille
bortset fra, at havet lidt efter lidt har nedbrudt vraget - og hvor fisk og
planteliv har indtaget stedet som bolig.
At udforske et sådant vrag bliver regnet for en af de største oplevelser, man
som sportsdykker kan komme ud for, men desværre bliver mulighederne stadig
mindre. Med sportsdykningens store udbredelse og det forbedrede navigations-
udstyr er mange vrag efterhånden fundet og når først et vrag bliver alment
kendt og ofte får besøg af dykkere forsvinder det jomfruelige. Påbinding
(opankring) af større dykkerbåde til et gammelt og gennemtæret vrag kan være
en hård belastning. Mange vrag er desuden nedsprængt af hensyn til
skibstrafikken eller af professionelle vragdykkere for at bjærge lasten. En
del vrag får overbygning og andre højere dele revet væk af fisketrawl, som
kommer for tæt på.
Man skal derfor stadig længere væk eller ud på dybere vand for at støde på
jomfruvragene, så kursen blev derfor sat mod den dybere del af sydøst for Trelleborg, hvor en del skibe i tidens løb er gået ned i
minefelterne fra Første-og Anden Verdenskrig. Det første vrag, vi skulle dykke
på, var dog ikke helt jomfrueligt. Det var fundet året inden og fra
inskriptionen på klokken vidste man, at det var vraget af JOHN BRlNCKMAN - et
mindre fragtskib på l86 BRT., som forliste i stormvejr natten mellem den 14.
og 15. oktober 1926 og som nu ligger nogenlunde intakt på 47 meters dybde.

Kampe torsk
Da vi nåede frem til positionen og fik udslag på ekkoloddet blev
markeringsbøjen smidt og første hold hoppede i vandet for at binde bundtovet
fast på vraget. Imens gjorde vi andre os klar til dykning. Efter et stykke tid
kom første hold op og fortalte, at der var bundet fast til et spil på
fordækket ved lastrummet og at sigten var god, så jeg tog Nikonos-kameraet
med. Vi hoppede i vandet og fulgte tovet ned i det grønne dyb, som hurtigt
blev mørkere efterhånden, son vi kom dybere ned. På 30 meters dybde var vandet
mere sort end grønt og det eneste vi ser er tovet, som forsvinder ned i det
sorte dyb. føles faktisk lidt uhyggeligt, når man ikke rigtigt kan se, hvad der venter en
forude. Langsomt dukker omridset af en stor mørk genstand op af dybet og vi
lander på vraget på cirka 40 meters dybde.
Vi afbalancerer os og kigger rundt for at få overblik over vraget. Ude til den
ene side kan vi se rælingen. Vi svømmer derud og følger denne agterud langs
styrbordsside. Lidt efter når vi til overbygningen, som er intakt bortset fra,
at selve styrehuset mangler, hvilket ofte er tilfældet. De bliver enten
trukket af, når skibet synker eller revet af, når et fisketrawl pløjer sig hen
over vraget. Vi fulgte overbygningen agterud og passerede flere koøjer til vi
kom til den bagerste del af vraget. Her var alt et virvar af stålplader,
bjælker og løse vragdele. Hele agterskibet var fuldstændigt ødelagt og
sammenfaldet, som var det ramt af en mine. Midt i virvaret lå en rund
genstand, hvorfra der stak nogle stænger ud. Jeg svømmede ned og kiggede på
objektet. Jeg kunne ikke umiddelbart se, hvad det var til trods for, at jeg
længe undersøgte genstanden. Dybden var her cirka 45 meter, men jeg følte mig
helt klar i hovedet uden tegn på dybderus. Da jeg ikke kunne blive klar over,
hvad det var, tog jeg derfor et foto af genstanden. Så kunne jeg altid senere
få det opklaret. Vi svømmede atter op på den intakte del af vraget og fulgte
bagbordsside af overbygningen fremefter. Pludselig var der noget, der bevægede
sig inde under det delvis gennemtærede dæk. I et kort øjeblik troede jeg, at
det var makkeren, der var svømmet ind under dækket, indtil jeg blev klar over,
at det var en kæmpestor torsk, som gemte sig under dæksbjælkerne. Den lå under
tre dæksbjælker og hovedet stak frem foran den forreste bjælke og halen et
godt stykke bagud fra den bagerste, så den var mindst 1,5 meter lang. Det var
den største torsk, jeg nogensinde havde set. Den var større end kæmpetorsken
på vraget af FREDERIK oppe ved Anholt. Jeg rettede kameraet mod den for at
tage et foto, men den ville åbenbart ikke fotograferes og begyndte at svømme
fremefter under dækket. Jeg fulgte efter ovenover, så godt jeg kunne og da den
pludselig med stor fart svømmede op gennem et hul i dækket lige foran mig,
trykker jeg på udløseren. Det gav et ryk i torsken, da blitzlyset ramte den og
den forsvandt ud over skibssiden uden, at iler var mulighed for at tage flere
fotos.

Dybderus
Jeg havde glemt alt om tiden og opdagede først nu, at computeren stod og
blinkede deko, så det var tid til at finde tilbage til bundtovet. Vi fulgte
bagbordsside fremefter forbi lastrummet og kunne snart efter atter se
bundtovet. Jeg svømmede lidt op over dækket og langsomt frem mod tovet mod den
svage strøm. Her oppefra var der en god udsigt over forskibet, som slet ikke
virkede mørkt og dystert - nu, hvor øjnene havde vænnet sig til mørket. Sigten
i vandet var god, cirka l5 meter og jeg så, at vraget lå med nogen hældning
til bagbord og mod agter. Ude til bagbordsside kunne jeg se den lyse havbund,
som forsvandt i det dunkle, grønne mørke. Det så næsten ud som om, at skibet
sejlede hen over bunden, sådan som jeg så vraget i fugleperspektiv. Jeg følte
mig som en havmåge, der svævede hen over
skibet, mens det stred sig gennem bølgerne på det oprørte hav. En følelse af
opstemthed og tilfredshed bredte sig i kroppen. Jeg havde slet ikke lyst til
at svømme op, tværtimod havde jeg mest lyst til at svømme ned og undersøge
masten, som lå ud over siden og forsvandt ned i bunden. Måske sad
toplanternen stadig på den? Pludselig var der noget, der oplyste mig. Det var
min makker, som lå højere oppe på bundtovet og lyste ned på mig med sin
kraftige dykkerlampe. Han signalerede, at jeg skulle komme op, men hvorfor
skulle jeg dog det - nu havde jeg det jo lige så dejligt og der var stadig
masser af luft tilbage. Et kig på computeren fik mig imidlertid til at skifte
mening. Det var nok bedst at komme op og få påbegyndt dekompressionen, selv
om jeg ikke havde meget lyst til det. Efter dykningen blev jeg klar over, at
kvælstoffet nok havde haft en vis indvirkning på denne dykning, men jeg blev
først rigtig klar over, at jeg havde haft dybderus, da jeg fik filmen fra
undervandskameraet fremkaldt. Jeg kunne med det samme se, at den mærkelige
runde genstand agter i vraget, som jeg havde taget et foto af, var en
gammeldags, rund træstol, der lå med benene vejret. Så når nogle dykkere
kommer op fra en dyb dykning og siger, at de ikke har haft dybderus, kan man
ikke uden videre stole på, at det er i overensstemmelse med sandheden.
Det fik vi bekræftet ved en senere dykning på et mere dybtliggende vrag.
Første dykker kom op fortalte, at der var bundet fast på fordækket. En dykker
mente, at det var på agterdækket og tredje mand havde overhovedet ingen
mening om, hvor der var bundet fast til vraget. Han kunne i øvrigt ikke huske
ret meget om dykningens forløb, men han mente dog ikke, at han havde haft
dybderus
(c)Rettet den 22/08-1999. ANDERS CLAUSEN
 
 
Billeddatabase - Tilføj et billede
Billede nr:

Tilføjet af: AllanJ - 09-11-2012

Tilføjet af: AllanJ - 10-11-2012
Kommentarer
Säker position på 55:05´950 - 13:45´415 (WGS 84)
  • Oprettet den: 13-03-2006 17:19:34 af Andy


  • Tilføj kommentar
    Logbog - Log et dyk på positionen
    Synlige log(s): 0Skjulte log(s): 0
    Udført af:Tilføjet den:
    Ingen synlige log på denne position 
    Anbefal dette vrag:














       
    Copyright 1998 - 2018 Vragguiden - For forslag, ris og ros, skriv til webmaster@vragguiden.dk  chart.dk Hits: 26881770- Aktive brugere:45