Mittelgrundwrack

Kilde: Bubblewatcher

Oversat fra https://www.bubblewatcher.de/mittelgrundwrack/.

Skib i nød - jul 1914

Redningsbådsfører Heinrich Schnoor

Den davarende formand og stationsforstander Heinrich Schnoor fra redningsstationen Labø skrev med egne ord indsatsrapporten om Mittelgrundvragets forlis. Desværre kan skibets navn ikke længere udlæses af denne rapport, fordi tidens tand allerede har gnevet stærkt på det originale papir, men positionen i denne rapport stemmer temmelig præcist med vragets nuværende beliggenhed. Det var i morgentimerne den 24. december 1914, da der ved Stein-Wendtorfer Strand blev bemærket blåfyr og rode stjerner. Det var nodsignalet fra et skib på søn. Der var mennesker i sonød! Denne observation blev straks videregivet til redningsstationen Labø. Da der på davarende tidspunkt næsten ingen radioapparter var til rådighed, og telefon- eller telegrafledninger heller ikke fandtes i overmål, kan man sikkert forestille sig, at der gik en rum tid, før redningsbåden var bemandet og endelig kunne lobe ud.

Redningsbåden 'Oberinspektor Pfeifer' på beddingsvognen

Den frivillige mandskab på redningsbåden "Oberinspektor Pfeifer" blev straks alarmeret af formanden - man ilede altså fra hus til hus hos redningsmandene, ruskede her og der i døre og vinduer, så alle efter nogen tid var på plads.

Redningsbåden løb ud med følgende mandskab: Formand Heinrich Schnoor, motorsmand Hermann Schlapkohl, stedfortrædende formand Jochen Jahn, og redningsmændene Johs. Jahn, Wilhelm Jahn, Eduard Vøge, Arthur Jahn og som yngste Max Jahn, der lige var blevet gift og ville fejre den første jul i eget hjem. Ved meget stærk, stiv vind løb redningsbåden ud i yderførden; benzinmotorens 28 hestekræfter kæmpede om hver meter, man kom fremad. Signalet kunne allerede skelnes på lang afstand, men det varede endnu timer, før man nåede havaristen, der med slagside drev i 2-3 m høje bølger på "Stoller Grund".

Dele af dækshuset

Det var en lille fragtsejler med hjalpemotor, hvis rigning var øelagt og luger slået i stykker. De skibbrudne blev i sidste øjeblik bjærget ud af vandet. De havde med omspændte korkvestme og liner holdt sig fast til vraget, der af den stærke sydøst stadig mere blev drevet ind i Eckernførder Bugt. Skibet, med den stadig stående forreste mast, gik kort tid efter at den sidste overlevende var bjærget, ned i nærheden af Mittelgrund.

Vejret var blevet så dårligt, at det var utænkeligt at sejle tilbage til Labø. Man udnyttede stormen fra sydøst, satte en stormfok og forsøgte at komme igennem til Slien. Da datidens motorer endnu var meget upålidelige, var "Oberinspektor Pfeifer" yderligere udstyret med sejl og årer.

Først meget sent juleaften fortojede man i det nuværende Slimuende. Skibbrudne og mandskab blev straks forsynet med det nødvendigste. De parorendes af besætningen blev underrettet i Labø.

Vejret forværredes yderligere, så det heller ikke den næste dag var muligt at vende tilbage til Laboe.

"Vinden aftog og drejede også igen til vest, og saledes kunne vi den 26. december 1914 igen tiltrade hjemrejsen. Derhjemme havde vores koner dækket et stort bord i kurhussets sal. Et stort juletræ var sat op, saledes at vi trods ngogen forsinkelse endnu kunne fejre vores jul i familiernes kreds".

Med disse ord sluttede Hermann Schnoor sin rapport. At det hele fandt sted over en samlet strackning på ca. 40 sm lader ane, hvilken dramatik og hvor lang tid der var brug for til alt. I dag ville det være et spørgsmål om få timer.

Vraget i dag

Vraget ligger ved udmundingen af Eckmernførder Bugt, nær grunden "Mittelgrund". Da denne grund tjener som groft anstyringsppunkt, og vragets navn er ukendt, er det nærliggende, at vraget i folkemunde har fået grundens navn, nemlig "Mittelgrundwrack".

Mulig brændstoftank

Vraget ligger på ca. 17 m dyb bund, og dets højeste punkt rager ca. 5 m op. Det har en styrbord slagside på ca. 15-20 grader. Hovedbyrgematerialet var træ. På nogle steder, især ved agterskibet, kan man se, at der er tale om en karveelbygning. Også i dag bygger man de få rene træskibe, der endnu bygges, efter denne byggemåde. Som det første har man det indtryk af at være på en stor eventyrlegeplads, for der ligger store mængder trå i alle former og andre brudstykker af vraget fuldstændig hulter til bulter oven på vraget. Hækdelen er endnu forholdsvis velbevaret. Propelakslen stikker endnu et stykke ud af stevenroret, selve propellen mangler dog. Roret er stadig til stede og viser få grader mod styrbord. Dykker man fra hækken i retning af boven, bliver vraget stadig fladere, indtil det til sidst simpelthen forløber i sandet. På bagbord og styrbord side star der endnu en del af spanterne, og på gårningen ses endnu en konstruktion af metal, der muligvis kan have tjent som maskinfundament.

Der findes rektangulære beholdere, som kan have tjent som vandtanke eller brændstoftanke, eller de kan have været en del af lasten, ligesom for eksempel den lange mast, der ligger nogle meter ved siden af vraget. Masten bærer en slags platform, som dog er alt for stor til en udkigskurv. Vi antager derfor, at denne del ikke hørte til skibet, men også var en del af lasten. Af vragets midterparti, hvor lastrummet må have været, er der kun dele af skibssiden og skanseklædningen samt nogle spanter tilbage. Også her mangler dækket helt. Boven er med tiden faldet helt sammen og forsvundet, måske også fordi trawlfiskernes net gentagne gange er blevet hængende i vraget. Mange steder hænger der stadig rester af net, som er blevet revet af på vraget. Skibets dæk er helt væk, så man også kan se ind i vraget. I agterpartiet kan man stadig genkende nogle skotter, gange og dæksbjælker. De ser ganske vist stadig solide ud, men selv ved en lille belastning giver de efter og går i stykker. Begroningen på vraget må betegnes som moderat.

Billede 7 fra Bubblewatcher

Der er ganske vist soanemoner til stede, men sammenlignet med andre vrag er bevoksningen snarere tynd. Vraget er ved godt vejr absolut begynderegnet, og hvis man er ved vraget på en smuk solskinsdag, og solstrålerrne kan trænge ned til vraget, er garantien for en smuk, afslappet Østersødyk givet. Ved stærke østenvinde er det dog ikke tilrådeligt at dykke der, fordi for det første bolganegen der bliver temmelig ubehagelig, og for det andet kan en strøm fra Eckernførder Bugt stærkt foringe sigten.