Håbed af Marstal

Bubblewatchers angivne position (ikke anvendt som Vragguidens kortposition): 54°59,700'N 010°03,500'E -> 54:59,700N 10:3,500E

Den ca. 79 brt og 132 tdw store motortjalk "Håbed" fra Marstal var på sin sidste rejse på vej fra Nysted på øen Lolland til Bogense på øen Fyn. Som fragt havde den nogle ton gødningskalk om bord. Dens vej førte sandsynligvis syd om øen Langeland, forbi Ærø og ind i Lillebælt, mod nord. Lidt sydvestligt for det nuværende Fynshav tog dens rejse den 14.10.1929 en brat og meget hurtig afslutning. I undervandsskibsområdet må en planke være sprunget; i hvert fald er dette den officielle forklaring fra den 25.10.1929, som bådføreren afgav ved den denne dag gennemførte undersøgelse. Da "Håbed" i 1887 blev bygget af træ på H. Hermansens skibsværft i Marstal på Ærø, havde den i 1929 nået en alder af næsten 42 år. Ved træskibe i denne alder er en afslidning af planker fra skroget intet usædvanligt. Besætningen kunne redde sig i jollen og røde til Skjoldnæs, hvor de kunne gå i land.

Vraget i dag

Sin våde grav fandt "Håbed" i en dybde på ca. 34 m i det sydlige Lillebælt. På ekkoloddet viser der sig kun et lille ekko, for vragets højeste punkt rager kun ca. 3 m op over omgivelserne. Fynshavs havn pejles i rv. 290° og i en afstand af 3 nm; som anden pejling ligger Mommarks havn i rv. 193° og 2,52 nm afstand.

Vraget er ikke særlig stort. Med et rumindhold på ca. 79 brt og en bredde på ca. 5,50 m har det sandsynligvis været mellem 20 og 25 m langt.

Vragets bov mangler fuldstændigt; kort før den forreste lastrumskant er den brækket af. Man kan tydeligt se brudkanten.

Af ladningen eller dens fragt er der desværre intet mere at opdage. Kalken har fuldstændigt opløst sig i vandet. I dag er lastrummet halvt fyldt med sand fra havbunden. Agter på agterskibet finder man stadig resterne af rorgængerens hus. De er delvis stadig 0,5 m høje. På bagbord side af agterskibet finder man stadig en meget lille nedgang, der sandsynligvis førte til maskinrummet. "Håbed" blev sandsynligvis drevet af en stempelmotor, hvilket dets skibsskrue, der stadig efter næsten 73 år sad på sin plads, beviste. Med forfærdelse måtte vi ved vores seneste dyk konstatere, at propellen med vold var fjernet fra vraget af hensynsløse og egoistiske dykkere. Man kan ikke opdage træmaster eller andre indretninger, der tyder på, at det sidst sejlede som sejlskib. Roret mangler fuldstændigt. Ved vores dyk opdagede vi dele af et porcelænsservice. Desuden kunne vi beundre et gammelt rat af træ og endnu et håndhjul af jern. Desværre er disse dele i det seneste år faldet som bytte for tyvagtige vragdykkere, der desværre ikke har tænkt på eftertiden henholdsvis på de følgende dykkere, der måske også ville have glædet sig over synet af disse genstande. Bevoksningen ved dette vrag er Østersøtypisk og kan betegnes som frodig.

Hvad er en EWER

En ewer (formentlig af hollandsk envarer = enkeltfarer, hvilket tyder på en oprindelig enmandsbesætning) er en mindre sejlskibstype med en eller to master, stammende fra Frisland. Med en mast er det en gikewer; ved typen med to master drejer det sig nøjere om en halvandenmasters, hvor den agterste mast er tydeligt kortere end den forreste, en såkaldt mesanewer.

En skibstype med betegnelsen ewer har været kendt siden middelalderen; en første skriftlig omtale stammer fra 1252. Fra ca. 1800 fandt de udbredelse især i Elbens område og blev i det 19. århundrede den hyppigst anvendte skibsklasse i Tyskland. De blev særligt brugt som fragtskibe i kyst- og flodskibsfarten, til dels også som fiskerfartøj.

Rigningen er sædvanligvis en gaffelrig, suppleret med forsejl: fok- og klyversejl. I begyndelsen af det 20. århundrede blev ewere ofte yderligere udstyret med motorer.