Teksten er MEGET LANG, så derfor er den delt over 2 "rekords"
DANSBORG-1 og DANSBORG-2Kilde:$.Jens Frederik Hjermitslev Fiskeri-vragregister No.54
Dansborg var en dansk Fregat strandede på vej til Ostindien d.15.2.1714, og
er sandsynligvis fuldstændig nedsandet i dag.
Stig D Nilsen siger positionen er forkert,den skal ligge længere øster.
Kilde:$.Poul Olsen, Hirtshals Sportsdykkerklub
Nedenstående lange historie er specielt interessant, fordi der er indblandet
GULD og SDen fortæller også om bjærgning fra vrag i ældre tider, da dykning ikke var
almindelig.
Alt nedenstående er fra Vensyssels
"EEN SLAND 1715" [R:1714] ved C. KLITGAARD.
(Kgl. Bibl.: Ny kgl. Saml. Fol. 685, Side 220).
Siunges som; "Hieltelig mig nu lengis p. p."
Ach! ach! hvor kand mand komme
I denne Jammerdahl,
der joe u-milde Domme
af Lyckens felde schaall;
den Rose vel oppluckes
paa hvasse Tornetræe,
maa her dog ikke suckes:
O ! Jammer, Vock og Væe!
O ! daarlig er at lide
paa Lyckens blide Straal,
thi nu kand mand ej viide
sit Skin, som med een Schaal,
et Glas, der ofte breckes
og mister alt sit Schiin,
en Søe kand snart opvæckis
af Modgangs Sudse-Vind.
Hør Broder, som mon være,
paa Skibet tomle fort,
hør til, hvad vi nu lære
om Lyckens onde Ort;
Du Schipper, som schall seile
og lide mangt et Stød,
kom frem og Dig her speile:
Her var nu Sorg og Nød.
De pløiedæ, de vi tørre*, [Ligene]
af Kiøbenhavens Stad,
som til Ostindien fører
det Skib, som kostbar var,
lod meget vel tillavet
det Schib tit Dannisborg,
derpaa vi os paagive,
her møtte Suck og Sorg.
Februarij Maaned,
som var dend tiende Dag,
vi alting vel tillavde
at seile i god Mag;
vor Ancker vi oplette
de Seiler stod for Mast,
det dansche Flag udsette,
paa Gud vi tenckte fast.
Af Sundet vi saa seiler,
ad Chatigat lod staa,
der os slet intet feiler,
vor Styre-Mand* vi saae, [Lods]
som os geleide schulle
til nordre Nordsche-Vald,
der var vor Broder hulde,
men var ej Hielp paa Fald.
Saa lenge Lycken smiler
med faurend smigrend Mund,
og mange, mange iiler
at giøre Venner huld;
men naar hun Sindet vender,
giør Tordensteen forbaust,
hvor er dend da, som kiender
den Mand, som lider Last.
Vor Cors vi vil fortsette
til vi mod Hetland* kom, [Ved Stavanger]
Gud bedre det, her maatte
vi tumle runden om;
vor Roer det brast isynder,
det giorde os stoer Meen,
vi alle raabte schynder,
tag hid, vær ej for seen.
Een anden dog og hentis,
men se, det var omsonst,
paa Sorrig, Sorrig ventis,
her gielder ingen Konst;
Vores Roer vi forlatte,
her drev vi som et Vrag;
En Tiisdag det passeredæ
og een ælendig Dag.
Her var kun idel Klage
med Suck beblanded Graad,
vi var i største Fare,
som Brød vi Asche aad,
enhver da maatte blegne,
thi vi nok kunde see,
paa Gods og Livets Vegne
Forliis at vilde schee.
Om Torsdag Aften silde,
da Klocken var ved 10,
det gick os gandsche ilde,
her var ej nogen fri
for Suck og vi var i største Nød,
her var ej Hielp paa Færde,
vi saae dend visse Død.
Thi Schibet haardt mon støde
paa Reflens haarde Grund,
paa (Sider alle?) mødte
dend Søe med brølend Mund,
til Himlen ragtes Hænder,
hielp Gud den Arvedeel,
vi var i Løvis Hænder,
vi knuses smaa som Meel.
Dervi paa Dæcket stoede,
vorklemte Hierter bad
og os paa Gud forloede,
da schiltes Schibet ad;
hver Mand sin Aan befalte
i Jesu milde Haand;
her druckned udi Tallet
ved tredsintz tiuge Mand.
Vi eene toe blev sparet,
Gud være ævig Tack,
som os saa vel bevaret,
der vi i Fare stoed;
Gud vi her maa priise
i denne Jammerdal,
giv siden ævig Liise
i Himmlens Frydesal!
Om den Begivenhed, der omhandles i foranstaaende bedrøvelige Vise, som i
Haandskrift findes i det kgl. Bibliotek, har jeg foretaget Undersøgelse af
Skagens, Raabjergs og Tversteds Kirkebøger, idet der var en Mulighed for, at
der kunde være Tilførsler om begravede ilanddrevne Lig fra Skibet, men der er
ikke fundet noget herom og Forholdet var jo ogsaa saaledes i de Tider, at der
almindeligvis kun indførtes Personalia vedrørende det paagældende Sogns egen
Befolkning, og det er Undtagelser, naar der i Kystsognenes Kirkebøger findes
noget om forulykkede Søfolk.
Derimod har jeg saavel i Horns-Vennebjerg Herreders Tingbog som i Skagens
Tingbog for 1714 fundet en Del om denne Stranding, og paa Grundlag af disse
Kilder kan der berettes følgende:
Fregatten "Dansborg" af Kbhavn strandede paa Skødelund Strand i Raabjerg
Sogn Natten mellem 15.-16. Februar 1714, og Skibet skiltes hurtigt ad,
hvorved de ombordværende druknede paa 2 Matroser nær, og Ladningen drev
derefter delvis i Land langs Kysten øst paa.
Da Strandingen foregik saa nær Skagen, og da Godset for en stor Del drev
ind paa Skagens Strand, var det naturligt nok, at denne Bys Tolder og Byfoged
tog sig af Bjergningen, men man synes ikke at have haft nogen Hast med at
underrette Horns Herreds Overøvrigheden, Amtmand Arnoldus Dyssel paa Sejlstrup, thi først 20. Februar
om Aftenen fik Dyssel Brev fra Tolderen, Christoffer Ferslev, i Skagen om, at
"Dansborg" var forulykket paa Raabjerg Strand, og han gav saa straks Herreds-
foged Paulin og Herredsskriver West Jensen Ordre til at møde i Skagen den
følgende Dag, for at de og Amtmand i Forening kunde se paa Forholdene,
afholde Strandingsforhør og lade foretage Eftersyn der i Egnen angaaende, om
nogen ulovlig havde taget af det ilanddrevne Gods [Horns-Vennebjerg H. Tgb.
21. og 26. Febr., 23-26. Marts 1714.], thi - som det fremgaar af Tingbøgerne
- var Tyverier ved slige Lejligheder meget hyppige [Jvf. Jydske Saml. I. V
322.].
Teksten fortsætter i rekorden "DANSBORG-2".
(c)Rettet den 19/03-1997. ANDERS CLAUSEN
|
|
